Et gensyn med den røde ø
Natur, strande, mennesker – og anledning til refleksion

2014 → 2026
I 2014 rejste min hustru og jeg første gang til Madagaskar sammen med vores tre sønner, der dengang alle var teenagere.
Turen gik til den centrale og østlige del af Madagaskar. Det var en kæmpe oplevelse for os alle – en rejse, der næsten uundgåeligt giver privilegerede rejsende fra Europa anledning til refleksion.
Nu, i sommeren 2026, vendte vi – min hustru og jeg – tilbage.
Denne gang gik turen til den nordlige del af landet – Antsiranana, det tidligere Diego Suarez, og videre til den mere turistudviklede ø Nosy Be.
Madagaskar rummer måske også visse udfordringer for den rejsende. Vejene til flere af de steder vi besøgte er dårlige, og jeg ville aldrig selv turde køre i landet. Med andre ord, hvis man vil bevæge sig rundt i landet, så kræver det dels en guide, dels en driver/chauffør med en firehjulstrækker. Det havde vi begge gange, og det oplevede vi som en nødvendighed.
Første gang benyttede vi Malagasy Tours, nu Sense of Oceans Madagascar https://www.senseofoceans.com og anden gang Vaza Tours Madagascar https://www.vazatours.com med bureauets ejer, Edi. For begges vedkommende gælder det, at man bør forhandle om prisen. Vi fik en markant lavere pris, end hvad de oprindeligt tilbød. I 2026 betalte vi EUR 580 pr. person for 5 – 6 dage med kørsel, guide, adgang til diverse nationalparker mv., men uden forplejning og hotel. Priserne aftales ofte i EUR, som det er godt at medbringe en del af i kontanter, men de har dog også deres lokale valuta. Hævning i automater kan kræve lidt planlægning. Vi var glade for begge guider.
Yderligere, så er det administrative sprog i Madagaskar fransk. Meget få lokale taler andet end fransk. Endelig er det ikke hverken let eller billigt at flyve til Madagaskar. Vi fløj begge gange med Air France fra Paris, første gang direkte til Antananarivo (Tana), hovedstaden, anden gang over den franske ø, Réunion, der ligger ca. 1,5 times flyvning øst for Madagaskar. Turen fra Paris tager direkte ca. 11 timer.
MADAGASKAR ER IKKE BARE ET REJSEMÅL
Madagaskar er blandt verdens fattigste lande, men samtidig et land med noget af den skønneste natur og et helt unikt dyreliv.
Det er dog mødet med de lokale, malagasserne, der gør rejsen helt speciel.

De er søde og imødekommende over for os fremmede og glade for at vise deres skønne land frem. Men overalt mærker man også fattigdommen.

Mange har ikke råd til at sende deres børn i skole. Arbejdet udføres manuelt, og livet leves i små hytter langs landevejen.
Et besøg i Madagaskar gør derfor indtryk. Man bliver både begejstret over landet og konfronteret med, hvor privilegerede vi er.
Det er mødet med menneskene, der bliver siddende længst.
2014
Første møde med den røde ø
I 2014 begyndte vores rejse i Antananarivo – Tana – hvor vi kun havde korte ophold ved ankomst og inden hjemrejsen.
Tana er en kæmpe by med masser af fattigdom, og hvor det ikke føles meget trygt at færdes på egen hånd. Her havde vi første gang kun en overnatning ved ankomst og en overnatning inden hjemrejse. Vi boede på et ganske fint centralt beliggende hotel, Palissandre ANTANANARIVO Madagascarhttps://leshotelspa lissandre.com/palissandre-antananarivo/ Hotellet har udsigt over byen, fredelig beliggenhed med gåafstand til et lokalt marked samt egen pool og god restaurant.
Vi kørte fra Tana og direkte mod østkysten, men med stop overnatning og oplevelser i den fantastiske tropiske regnskov, Adasibe National Park, hvor vi oplevede flere forskellige slags lemurer – også på nattevandring.
Længere mod øst overnattede vi på en lille primitiv ø i Pangalanes lakes.

Vi endte på Ile St. Marie, hvor vi tog en mindre båd til. Det var den skønneste ø, på et relativt beskedent hotel, The Ravoraha ecolodge https://www.ravoraha.com/en hvor vi også kom tæt på de lokale børn, der legede på stranden og spillede fodbold mv. med vores drenge.
Det er i øvrigt det sted, der giver en særlig mening til forsidebilledet på min rejseblog.
2026
Tilbage til Madagaskar
Tolv år senere var vi tilbage.
Denne gang landede vi helt mod nord i Diego Suarez.

Vi boede på Mantasaly Resort https://mantasaly.com/, omkring 25 minutter fra byen. Et dejligt sted ved stranden med gode værelser, en fantastisk solopgang, et stort poolområde og – ikke mindst – et meget venligt personale.
EMERALD SEA
En fiskerbåd, krystalklart vand og frokost på en øde strand
Den første hele dag stod vi tidligt op.
Klokken 7.30 skulle vi sejle fra fiskerlejet Ramena i en lille lokal fiskerbåd. Vi skulle afsted tidligt for at undgå lavvande på en del af turen.
Vi havde båden for os selv – sammen med vores guide og den familie, som stod for sejlturen og frokosten.
Og så kom Emerald Sea.
Navnet giver næsten sig selv.

Vi sprang i fra båden og snorklede i det krystalklare vand.
Frokosten blev serveret i en lille hytte på en øde ø med den skønneste strand. Grillede fisk, skalddyr, ris og meget mere.
Det var en fantastisk start på vores anden rejse til Madagaskar.

Et ansigt fra Emerald Sea

Ansigtsmalingen fungerer også som beskyttelse mod solen – den lokale version af faktor 50.
LEMURER, KAMÆLEONER OG RØDE KLIPPER
Montagne d’Ambre og Ankarana
Dag 2 gik til Montagne d’Ambre National Park.
Her oplevede vi blandt andet et helligt vandfald, lemurer, gekkoer og kamæleoner – mange af dem spottet af vores guide.

Men noget af det mest interessante var egentlig ikke dyrene.
Mest fantastisk var alligevel bare at køre og stoppe op ved et lille lokalt marked, hvortil alle lokale vandrede og indkøbte eller solgte, hvad de havde brug for. Meget charmerende. Vi købte lokale bananer, der sælges over alt.
Diego Suarez besøgte vi kort. Det var ikke noget specielt.
Red Tsingy
Dag 3 kørte vi sydpå mod Red Tsingy

Navnet “Tsingy” kommer fra et malagassisk ord, der betyder “hvor man ikke kan gå barfodet”.
Og det giver mening.
De røde, spidse formationer er skabt gennem erosion og er noget af det mest særegne landskab, vi oplevede på rejsen.
ANKARANA
Næste dag gik turen til Ankarana National Park.
Her findes også tsingy – men denne gang i limestone.
Vi så en del dyr, især lemurer.
Vi boede på Ankarana Lodge https://www.ankaranalodge.com/. Standarden var fin efter Madagaskar-forhold uden at være prangende, men der var nu et eller andet ved servicen, der ikke spillede.

Mens vi lå ved poolen, samlede andre gæster sig pludselig omkring os.
Der var besøg.
En hel familie – fire eller fem lemurer – havde slået sig ned i træerne omkring poolen.
Og pludselig var vi meget tæt på dem.
VANILJE, KAKAO, KANEL OG PEBER
På vej mod Ankify besøgte vi i Ambilobe et sted, hvor der blev solgt lokalt producerede kakaobønner, vanilje, kanel og peberkorn i alle farver.
Det skulle selvfølgelig prøves.
Det er sådan nogle små stop undervejs, der gør en rejse interessant.
NOSY BE
Fem dage ved Det Indiske Ocean
Fra Ankify sejlede vi med speedbåd til Nosy Be.
Charlotte syntes, at det var en lidt voldsom sejlads.
Det gik til gengæld stærkt.

På Nosy Be boede vi de næste fem nætter på L’Heure Bleue https://heurebleue.com/en/, smukt beliggende ved Ambatoloaka Bay.
Hotellet lå lige ved stranden, hvor de lokale levede, fiskede og solgte deres fangst.

L’Heure Bleue – en rolig morgen med udsigt over Ambatoloaka Bay.
Personalet var super søde, og vi var hele tiden trygge ved maden, og faktisk blev vi aldrig syge under hele rejsen.
NOSY BE – DET MERE TURISTEDE MADAGASKAR
Nosy Be er det eneste sted, hvor vi oplevede reel organiseret turisme.
Turisterne var primært franskmænd og italienere. Vi mødte ingen skandinaver.
På stranden landede de lokale fiskere deres fangst, som straks blev hentet af kvinderne på stranden.

Det er også her, kontrasten bliver tydelig.
På den ene side hoteller, restauranter og europæiske turister.
På den anden side det lokale hverdagsliv – lige uden for hotellets dør.
VANILJE OG YLANG-YLANG
De lokale forsøger at sælge vanilje, bananer og andre produkter overalt.

Vi havde en dag med to lokale guider, hvor vi blandt andet besøgte et sted, der producerer Ylang Ylang – et vigtigt grundelement i mange parfumer.
I Hell-Ville købte vi et kilo vanilje for omkring 130 kroner.
Og selvfølgelig også lokal bourbon-rhum.
Senere besøgte vi Coco Beach. Navnet siger næsten det hele.
NOSY SAKATIA
En anden dag tog vi til den lille naboø Nosy Sakatia.
Her snorklede jeg med havskildpadder.
Stranden og hele stemningen var rolig og afslappet.
Man kan faktisk overnatte på øen.
En enkelt nat kunne have været sjov.
MENNESKENE
Det smukke – og det svære
Det er stadig fattigt. Det er svært at konstatere egentlige forbedringer fra 2014 til 2026.

På Nosy Be er der mere organiseret turisme og mere “kaos” end andre steder, men de små børn er overalt – og de er utrolig charmerende.
Det er også her, man bliver nødt til at forholde sig til den anden side af turismen.
Når man går på stranden, oplever man også midaldrende mandlige turister, der udnytter de lokales fattigdom.
Det er en side af turismen, som er vanskelig at se på.
2014 → 2026
Hvad har ændret sig?
Det er måske det spørgsmål, vi tager mest med hjem.
Madagaskar er stadig et fantastisk land.
Naturen er storslået. Dyrelivet er unikt. Strandene er smukke.
Og menneskene er noget helt særligt.
Men når man sammenligner vores oplevelser fra 2014 med 2026, er det svært at få øje på en reel udvikling for den almindelige malagasser.
Det gør rejsen til noget mere end bare en ferie.
Den bliver også en anledning til at tænke over, hvor privilegerede vi selv er – og hvor lidt der egentlig skal til for at gøre en forskel for et andet menneske.
EN LILLE TING, DER GJORDE EN STOR FORSKEL
På vores første rejse havde vores drenge forskellige ting med hjemmefra – blandt andet bolde – som vi delte ud til lokale børn.
De gjorde lykke.
Rigtig meget lykke.
Så hvis du selv skal til Madagaskar:
Tag noget med til børnene.
En bold. Legesager. Noget, de kan bruge og lege med.
Det behøver ikke være meget.
Men for et barn kan det være en stor oplevelse.

MADAGASKAR
En rejse, vi aldrig glemmer
Vi kom hjem med en masse billeder på nethinden.
Men måske endnu mere med nogle tanker, der bliver ved med at dukke op.
Madagaskar er et land med enorm skønhed og enorm fattigdom.
Og netop den kontrast gør, at man ikke bare husker rejsen.
Man tænker videre over den.

































Vi besøgte en række af de mindre byer i området, Castellina in Chianti, Panzano in Chianti og Greve in Chianti. Alle 3 byer skønne steder og de to første med en fantastisk udsigt over området. Vi spiste frokost på en rigtig skøn restaurant mellem Panzano og Radda, 

















inspireret (bib gourmand hos Michelin). Til frokost besøgte vi 



I juli 2017 tilbragte vi 10 dage i Italien. Målet var den lille ø Ponza, der ligger godt 1 times sejlads fra fastlandet ud for Gaeta. Vi havde hørt fra Italiens-eksperter, at Ponza skulle være italienernes ferieparadis – en ø, der er væsentligt mindre end Ischia. Ponza skulle efter sigende have det mest klare vand af alle steder i Italien – det kan vi nu bekræfte 🙂