Smag på Budapest – igen

Markedet
Parlamentet fra Citadellet
Kædebroen

Vi har besøgt Budapest på forlængede weekends i de to sidste års efterårsferier. Vi var ikke mætte af Budapest efter besøget i 2016, så vi genoplevede det i 2017 – sidste gang havde vi fået lokket et hold gode venner med på turen.

Første gang fløj vi med Ryanair fra København. Anden gang fløj vi med Ryanair fra Billund. Torsdag tidlig eftermiddag ud var ekstremt billigt, ca. kr. 160. Fra lufthavnen og ind til byen tog vi en taxa til en pris svarende til vores flybillet – igen ret billigt.

Første gang boede vi på art’otel, der ligger på Buda-siden direkte ned til Donau og med udsigt til Parlamentet. Rigtig fint hotel med 3 overnatninger til ca. EUR 250. Vi tog ikke morgenmad på hotellet, men fandt et super godt sted – mere om det nedenfor. Når man som vi vælger at gå til det meste, så er det nok lidt lettere at bo på Pest-siden af Donau. Det gjorde vi anden gang, hvor vi boede i en lejlighed, der ejes og kan lejes af ansatte hos Aarhus Universitet, på Wesselényi u., tæt på Den Store Synagoge og næsten nabo til en af de mest kendte ruin-barer, Szimpla Kert, midt i det jødiske kvarter. Det er et fint sted at bo. Det jødiske kvarter er rigtig spændende, og med et stort udbud af spisesteder.

Déryné

Første gang vi var i Budapest fandt vi en helt fantastisk morgen-bistro restaurant, Déryné. Déryné er en livlig, historisk og glamourøs bistro, hvor du kan bestille morgenmad frem til kl. 11:30 og høre livemusik om søndag formiddag og om eftermiddagen. Det er et perfekt sted til weekend morgenmaden – meget stemningsfuldt. Under et af morgenbesøgene konstaterede vi også, at der er en super hyggelig kælderrestaurant om aftenen. Der bookede vi anden gang vi var i Budapest. Det var også en succes.

Budapest er en smuk by med masser af fantastisk arkitektur fra forskellige tider, fine udsigtspunkter og helt unikke konditorier. Vi besøgte begge gange konditoriet New York Café – en af byens mest eksklusive mødesteder i aristokratiske omgivelser, hvor der spilles klassisk musik i fantastiske omgivelser. Første gang besøgte vi også Párizsi i toppen af Budapests smukkeste art nouveau-bygning, oven over boghandelen. Anden gang var sidstnævnte under ombygning.

Højt oppe over byen på Buda-siden ligger Citadellet med en fantastisk udsigt over byen og floden. Området omkring Parlamentet – ikke mindst mindesmærket for de dræbte jøder under 2. verdenskrig, i form af de forladte sko på bredden af Donau er et must, bemærk skudhullerne på pladsen fra oprøret i 1956, kig forbi det gamle posthus og set protest mindesmærket mod premierminister Victor Orban.

Andre dele af byen rummer det fantastisk smukke Four Seasons-hotel, Gresham-paladset – gå ind i lobbyen for at beundre arkitekturen, besøg det store indendørsmarked, hvor vi købte fois gras, og kig forbi Operaen. Du bør unde dig selv en guidet rundtur, der kan afsluttes med et par operasange. Det er en fin oplevelse.

Kulinarisk rummer byen et hav af fantastisk valgmuligheder til yderst rimelige priser. Vi kan anbefale i den dyreste ende, men stadig langt billigere end i Danmark, Costes Restaurant Ráday Street (en stjerne hos Michelin, bemærk adressen, da der er to af samme navn – vi var ved at tage en taxa til den forkerte), yderst rimelig i pris er Petrus, der er fransk inspireret (bib gourmand hos Michelin). Til frokost besøgte vi Borkonyha (en stjerne hos Michelin), der er ganske rimelig i pris og som ligger lige i centrum, men dog knap så hyggelig og charmerende, som de øvrige nævnte og så besøgte vi i det jødiske kvarter Mazel Tov, der er et hyggeligt og stemningsfyldt sted at slappe af fra byvandringen med billig og ukompliceret jødisk mad. Vi har været der både til aften og til frokost. Det er en fin frokostrestaurant, men vi synes måske, at det er lidt ærgerligt at gå der om aftenen, da maden som sådan ikke er en stor oplevelse, og mange andre steder for du super fine oplevelser for ganske rimelige penge. Da vi besøgte Mazel Tov om aftenen var det fordi, at vi der var fuldt hus hos den nærliggende restaurant, Fricska Gastropub, hvor vi desværre ikke havde fået booket hjemmefra, og hvor der i øvrigt var fuldt booket resten af vores dage i Budapest. Stedet i en kælder med hvælvinger, så super godt ud, så det har vi til gode.

Ruinbarerne i Budapest er et kapitel for sig. Vi er vilde med Szimpla Kert, der kan besøges på alle tidspunkter af døgnet 🙂 I weekenden er der om formiddagen et lille økologisk præget marked.

Efter lange dage med byvandring og god mad sluttede vi vores sidste aften af på baren Veritas Winebar. Det var en super hyggelig vinbar. Perfekt afslutning på en fin ferie.

Vi har bl.a. fundet inspiration i en guide udarbejdet af SAS.

Vores venner blev så vilde med Budapest, at de nu et halvt år efter skal retur her i påsken. Vi er klar til en gentagelse – hvis du er til byvandring og gastronomi, så er det super.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *