Agadir og Marrakech, Marokko – fint til en efterårsferie

Vi har besøgt Agadir to gange, begge gange i en efterårsferie og senest i efterårsferien 2015. Første gang vi var i Agadir kombinerede vi ferien med et ophold i Marrakech.

Første gang fløj vi fra Hamborg over Paris til Agadir og hjem fra Marrakech med Air France og Easy Jet. Anden gang fløj vi fra København over Bruxelles med Brussels Airlines.

Agadir er et fint feriemål i efterårsferien. Du kommer tilpas langt sydpå til at der er garanti for fint vejr det meste af dit ophold, både fly og ophold fås til en rimelig pris, rejsetiden er fornuftig, og du oplever ingen generende tidsforskel (1 time bagud). Du kan opleve lidt anden kultur, end hvad du oplever i Europa eller på andre traditionelle turistmål. Alt i alt, det er oplagt værd at overveje. Efterårsferien er fint vejrmæssigt. Jeg vil mene, at det er for varmt i sommerperioden.

Vi bookede begge gange hotelsøgemaskiner. Første gang boede vi på Hotel Riu Palace Tikida http://www.riu.com/en/Paises/morocco/agadir/hotel-riu-palace-tikida-agadir/index.jsp, et all inclusive ressort, og anden gang boede vi på Sofitel Agadir Royal Bay Resort Hotelhttp://www.sofitel.com/gb/hotel-5707-sofitel-agadir-royal-bay-resort/index.shtml.

Begge hoteller ligger lige ud til strandpromenaden, hvor en del værelser har udsigt over vandet. Det første er et ret stort ressort, mens det andet stadig er et stort hotel, men dog i en noget mindre størrelse. Vores ophold på Sofitel fik vi til rimelige penge på søgesiden Prestigia, hvor vi for et dobbeltværelse uden morgenmad gav under kr. 700 pr. nat. Vi endte med at spise morgenmad på hotellet hver dag, hvilket var relativt dyrt, men der er masse af muligheder for at spise på et af de mange spisesteder på strandpromenaden.

Agadir er en udpræget kystby, der har en 2 – 3 km lang og meget bred stand og kystpromenaden med hoteller og restauranter af enhver art. Sofitel ligger på den yderste del af promenaden længst væk fra havnen og byens centrum med butikker, mens Riu Palace Tikida ligger ca. 500 m længere inde af promenaden. Det er generelt trygt og roligt i Agadir. De fleste turister opholder sig på deres hotels område ved poolen. De fleste hoteller har dog også deres egen del af stranden med liggestole. Vi lejede på et tidspunkt en jetski. Bølgerne kan dog være ganske store. Det er et fint område for surfere af enhver art.

Vil man opleve lidt afrikansk kultur, så er det oplagt at tage en tur på det lokale marked. Her sælges alt både til de lokale og til turisterne. Fødevaredelen med frugt og grønt samt kød er altid spændende. Vi købte begge gange en del krydderier, og så har de masser af produkter baseret på Argan i form af olier, hudprodukter, shampooer mv. samt naturligvis diverse lædervarer. Det er spændende at opleve markedet – en kulturoplevelse, hvor man stadig føler sig tryg, hvis man undlader at flashe sine værdier.

Anden gang vi var i Agadir fandt vi en fantastisk dejlig restaurant i nærheden af Sofitel, Riad Villa Blanch. Det er i klassisk marrokansk stil, dog i den elegante ende. Maden er marrokansk med et fransk islæt. Det er super lækkert både madmæssigt og stilmæssigt og til en rimelig pris.  Vi endte med at spise der et par gange. http://www.riadvillablanche.com/images

Vi spiste også dejligt på nabohotellet til Sofitel, nemlig søsterhotellet, Sofitel Agadir Thalassa Sea & Spa, der er lidt mere moderne og tjekket end det Sofitel vi boede på.

Havnedelen af Agadir med dens mange restauranter er også et besøg værd. Vi spiste der en enkelt gang.

Eneste minus vi oplevede var, at uanset vi i de to familier, der rejste sammen, var påpasselige ift. ikke at spise mad, hvor vi ville være i særlig risiko for at blive syge, så oplevede vi alligevel, at der var nogen der blev ramt af dårlig mave.

Er man til andet og mere end afslapning, sol og strand/pool, så kan man fint forlænge sin ferie med et ophold i Marrakech eller et ophold med vandring i Atlas-bjergene. Vi besøgte Marrakech første gang vi var i Agadir. Her havde vi 5 dage i Agadir, hvorefter vi fandt en taxa, der kørte os de ca. 3 timer til Marrakech.

Marrakech er en kæmpe kulturoplevelse. Det bør overvejes at besøge byen, hvis man allerede er i Marokko. Vi boede på et lille riad i den gamle del af byen. Den gamle by er total kaos, men også en total oplevelse. På den store plads, Djema al-Fna, da oplever man live det billede man har af Nord-Afrika, med slangetæmmere der spiller fløjter, masser af mennesker, fremmede dufte, støj og skidt. Vi synes Marrakech var en stor oplevelse, men også så kaotisk at vi havde fået nok efter vores 3 overnatninger. Så havde vi ganske enkelt behov for ro.

Overvej Marokko hvis I vil prøve noget lidt nyt – det er et godt alternativ til mere traditionelle rejsemål.

Cogne, Aosta-dalen – til den aktive ferie med vandring eller cykling og god mad

I sommeren 2015 var vi i Cogne. Vi havde besluttet at holde en aktiv ferie i Aosta-dalen, hvor vi ville opleve bjergene og den gode lokale mad. Ferien i Italien kombinerede vi med, at efter selv at have været aktive, kørte vi til Frankrig for at se på andre, der var aktive, nemlig for at se en af kongeetaperne i årets Tour de France, hvor vi boede midt på Col du Galibier.

Vi fløj fra Hamburg til Geneve med Eurowings. I Geneve lejede vi en bil. Turen fra lufthavnen til Cogne via Mont Blanc-tunellen tog ca. 2 timer. Naturen er fantastisk hele vejen. Det er kun de sidste ca. 20 km, hvor man kører af lidt mindre veje.

Vi boede 4 nætter på et super dejligt hotel i Cogne, Bellevue Hotel & Spa, men der findes hoteller i alle kategorier. Alt liv i Cogne er om sommeren lagt an på aktivferie, hvor spørgsmålet ikke er om man vil vandre, men snarere niveauet af udfordringer ifm, vandringen. Der er en del hard core vandrere. Vi er på ingen måde øvede. Vi er helt nybegyndere, uden udstyr, som I også kan se på billederne, og uden overdreven træning.

Vi besøgte det lokale turistkontor og fik vejledning og kort til vores vandreture i området, Gran Pardiso. Vores første vandring gik til Rifugio Vittorio Sella. http://www.rifugiosella.com/index_e.asp

Starten var fra Valnontey i en højde på 1666 m blot 4 km fra Cogne. Vi vandrede så op, hvor opstigningen tog ca. 3 timer. For den ikke-øvede var det krævende, men overkommeligt, min hustru valgte dog at vende om ca. 1 time før vi var oppe. Helt oppe har man en helt fantastisk udsigt over bjergene. Refugiet man når op til har en lidt primitiv restaurant, hvor maden dog smager fantastisk 🙂 Man kan også overnatte her, og derved brug stedet som afsæt for yderligere vandring op i det mere krævende terræn. Det kunne være spændende, men ville dog være for krævende for utrænede som os. Efter en frokost, et hvil og efter at have nydt udsigten gik vi tilbage. Det gik noget stærkere.

Om aftenen spiste vi bl.a på http://www.louressignon.it/ og https://www.viamichelin.com/web/Restaurant/COGNE-11012-Bar_a_Fromage-131706-41102 En del af deres mad er meget præget af ost og i den lidt mere rustikke afdeling, men det smager dejligt. Den bedste restaurant var dog et sted, der ikke har nogen hjemmeside og som ligger et par Km inden man når til Cogne i den lille by, Cretaz. Stedet hedder Lou Bequet. Maden var perfekt og personalet var super søde.

En anden dagsvandring krævede, at vi kørte ca. 1 time til en anden del af Gran Pardiso. Målet var Rifugio Vittorio Emanuele II, der ligger i 2735 m højde og hvor stigningen op er ca. 750 m fra starten ved parkeringspladsen. http://www.rifugiovittorioemanuele.com/ Stedet her giver et endnu bedre indblik i forholdene for hard core vandrere. Stedet ligger lige i kanten af en gletscher. Igen er stedet udgangspunkt for folk, der vil prøve noget langt vildere, men her kan man så spise og overnatte, inden det går løs. Stigningen op til refugiet tager ca. 2,5 timer og er ca. ligeså krævende som den førstnævnte. Udsigten er igen helt fantastisk, og man forstår hvorfor folk er vilde med den friske bjergluft.

Andre vandreture, som vi prøvede, giver mulighed for at nå små søer og vandfald. Der er noget for enhver smag, hvis man har lyst til at være aktiv.

Det var en skøn natur og en god måde at være sammen på som familie. Når man vandrer og uden det bliver for krævende for nogen, så er der rig mulighed til at få talt sammen om stort og småt. Det kan varmt anbefales, hvis man har store børn, der er med på at være aktive.

Da vi forlod Cogne var slutmålet Col du Galibier i Frankrig, men på vejen ville vi gerne opleve Torino. Torino ligger ca. 2 timer fra Cogne. Det er en rigtig fin og smuk norditaliensk by.