Como-søen og Bergamo – skøn natur med bjerge og sø

Villa Crotto
Villa Crotto

Vi havde længe haft kig på en familietur til et helt fantastik hus i den lille by Carate Urio ved vestbredden af Como-søen. Huset hedder Villa Crotto og er ejet af et dansk par. Tjek lige linket. Huset indeholder alt hvad man kan drømme om, og også alt det man ikke lige havde tænkt på, at man drømte om. Det ligger med den skønneste udsigt over søen, helt fredeligt og med egen pool og have og den vildeste grotte med vinstue og vinkælder – 1,5 km fra George Clooney’s pælæejendom 🙂

Villa Crotto

Huset har plads til 10 voksne i de 5 dobbeltværelser, hver med eget badeværelse. Vi var 8 voksne og 2 små børn. Huset kan varmt anbefales til en ferie for storfamilien, dog forudsat at alle er godt gående, da der er nogle stejle trapper fra vejen og op til selve huset.

Vejret var skønt, uden at være for varmt, så vi tilbragte noget tid ved poolen. Der er en række restauranter i gåafstand eller kort køreafstand fra huset. Vi spiste morgenmad og frokost i haven ved huset, mens vi for det meste spiste ude om aftenen. En aften spiste vi på Osteria 20, der ligger helt ned til søbredden i gåafstand fra huset, mens vi en anden aften spiste på en meget lokal restaurant, som vi kørte til, et lille stykke oppe i landet, HOME | TrattoriaDelFagiano – begge fine steder. Det første ikke mindst for den skønne beliggenhed, og det andet for det lokale præg. En aften var vi også oppe på det lokale torv med den skønneste udsigt over søen og bjergene – et torv, hvor der både var en bar, Bar al Centrale i Moltrasina med mulighed for drinks og også en fin isbutik.

Villa Crotto by night

Da det var en familietur med voksne børn og svigerdøtre samt børnebørn, så havde vi hver i sær forskellige aktiviteter i løbet af ugen. Vi var nogen, der kørte op på bjergryggen mellem Como-søen og Lugano-søen og vandrede der, mens vi nød udsigten ned over søerne. Området indeholder masser af muligheder for vandring. Flere af de yngre lejede racercykler et par dage for at køre op i bjergene med gode udfordringer. En eftermiddag lejede vi en båd med skipper, der sejlede os rundt på en del af søen, hvor vi kunne beundre og få historier om en masse af de fineste ejendomme, der ligger ned til søbredden. Det var ikke gratis – EUR 800 – men det var det hele værd.

Vi besøgte også en del af de øvrige byer, særligt på vest-bredden af søen. Cernobbio var kun 15 min kørsel fra os – en hyggelig by at besøge både om dagen og om aftenen, hvilket vi gjorde. Om dagen fik vi kage og kaffe på Home | Pasticceria Poletti og om aftenen spiste vi på Ristorante Cernobbio Lago di Como | Osteria del Beuc | Cucina tradizionale lariana e lombarda. Det sidste var en super dejlig ret lokal restaurant, hvor der er flere muligheder for at få bord ude på gaderne. Spørg efter et bord ned til vandet. Det er super hyggeligt. Vi var ret begejstrede over Cernobbio, der er en rigtig by med butikker, supermarkeder mv. Vi var også i Bellagio, hvor vi tog færgen fra Villa Carlotte og i Tremezzo – begge meget fine byer, men også ekstremt turistprægede. Vi følte lidt, at vi skulle se Bellagio, når vi var ved Comø-søen. Det fik vi gjort 🙂

Huset ligger ca. 45 min fra Malpensa og 1 1/4 time fra lufthavnen i Bergamo. Da vi fløj til og fra Bergamo havde vi besluttet os for at tage en overnatning i Bergamo Alto – altså den højeste del af byen. Vi havde fundet et hotel 25 m fra gågaden – altså meget centralt og perfekt beliggenhed – og også et hotel, der var nævnt i The Design Hotels Book, nemlig Hotel in upper Bergamo | Gombit Hotel. Det var på ingen måde dyrt, og helt perfekt til formålet, nemlig et besøg i byen, hvor vi havde små 24 timer. Vi føler selv at fik med den centrale beliggenhed fik set alt i den smukke gamle del af Bergamo. På hotellet guidede de os også til en rigtig god lokal restaurant lige lidt væk fra turiststrømmen, La Tana – Enoristorante (tanaristorante.it) med god mad, super behagelig betjening og godt udvalg af vin.

Vi er vilde med søerne i Norditalien, og Como-søen er ingen undtagelse. Når det så kan kombineres med det skønneste hus, så bliver det næsten ikke bedre til en familieferie.

Beliggenheden tæt på Milano betyder også, at der er fine muligheder for, at man kan flyve til Milano lidt på forskud eller forlænge ferien lidt, og så få nogle andre fine ferieoplevelser. I vores gruppe var der nogen, der tog i forvejen og besøgte Iseo-søen, der også er super skøn, mens andre tog på vingård til Piemonte. Vi var også to hold, der forlængede ferien, hvor nogen tog til Aosta-dalen, som også er omtalt og anbefalet her på hjemmesiden, mens min hustru og jeg tog til Dolomitterne, som også vil blive omtalt her på siden.

Afrundingen med maksimalt en hel dag i Bergamo Alto kan også varmt anbefales. Bo rigtigt, så I bruger tiden fornuftigt, mens I er i Bergamo.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.