I slutningen af januar og starten af februar 2018 var vi for første gang nogensinde i Thailand. Det bliver helt sikkert ikke sidste! Er man til sol, vand og strand i den mørke danske vinter, så er Thailand en oplagt mulighed. Min bror bor i Bangkok, så det var oplagt at slå to fluer med et smæk, at besøge ham i to weekender og drage syd på til den lille ø, Koh Mook, i løbet af ugen, hvor han arbejdede.
Vi havde fundet en fin flyforbindelse med Lufthansa, hvor vi fløj fra Billund en torsdag aften omkring kl. 19 over Frankfurt og med ankomst til Bangkok om fredagen ca. kl. 14. Returbilletten kostede godt kr. 5.500.
Vel ankommet til Bangkok blev vi hentet af en Uber-chauffør, der kørte os direkte til min brors lejlighed.
Næste morgen tog vi direkte til Den Liggende Buddhas Tempel (Wat Pho).
Det var spændende – masser af templer og buddha’er i alle afskygninger. Det var fint at besøge templet fra morgenstunden. Det var ikke overrendt. Vi havde fint med plads og tid.
I gåafstand derfra ligger The Grand Palace, som vi dernæst besøgte. Husk på alle både mænd og kvinder skal have lange bukser på, når de besøger stedet. Du kan leje bukser på stedet, men vi havde nu selv medbragt det nødvendige. Det var her deres afdøde konge havde ligget i sin kiste, hvor folket så havde kunnet tage afsked med ham i 2017. Igen var der mange fine templer og buddhaer. Man kan vælge forskellige ruter rundt på det kæmpe område, alt afhængigt af tid man vil bruge på det. Vi tog en relativt kort rute.
Efter besøget i The Grand Palace gik vi ned til floden, hvor vi fandt en af de mange vandbusser. Med vandbussen tog vi nu op ad floden til Khao San Road. Stedet er centrum for masser af ungdomsbarer og liv. Vi var der først på eftermiddagen. Det passede perfekt med frokost og ikke mindst, at vi på storskærm kunne se Caroline Wozniacki spille finale i Australia Open – og ikke mindst vinde den 🙂 Det var nu blev mørkt, og vi gik ad nogle små markedsgader, Ram Buttri, retur til vandbussen.
Når vi bevægede os rundt i Bangkok over lidt længere afstande, så brugte vi altid taxa eller Uber. Ift. taxaerne da vil du ofte opleve, at de er ret modvillige ift. at benytte taxameter. Min bror er dog ret konsekvent, hvis en chauffør nægter at benytte taxameter, så venter vi på den næste.
Om aftenen spiste vi på en god restaurant ikke langt fra området ved Lumphini Parken på en thai restaurant, Baan. Den var lidt tjekket – ikke så thai-præget – men maden var fin. Vi havde fundet den som bib gourmand-restaurant via Michelin.
Søndag morgen lidt tidligt stod vi op og gik en tur i Lumphini Parken. Det er en fin kulturoplevelse, hvor folk kommer for at slappe af og dyrke alle former for sport, herunder outdoor fitness og yoga. Det er jo byens grønne lunge.
Derefter tog vi Jim Thompsons hus. Jim Thompson var en amerikaner, der
satte thaisilke på verdenskortet. Ved et besøg i hans hus får min indblik i både hans og silkens historie og hvordan den produceres. Man kan også køber deres produkter enten der eller i nogen af deres butikker rundt i Bangkok. Det er super lækkert, men ikke billigt! Vi spiste frokost på stedet. Det var et besøg værd.
Vores highlight i Bangkok, hvad angår spisesteder, var helt afgjort et frokostbesøg på Siam Hotel. Prøv det. Det var en fantastisk oplevelse, stedet er bare super, man fornemmer den gamle stemning af Østens ro og luksus, maden var både god og rimelig i pris. Vi tog en af hotellets gratis vandbåde fra Oriental Pier ved siden af Madarin Oriental Hotel, der også er en oplevelse lige at se. Det var ca. 40 min sejlads i motorbåd til Siam Hotel. Vi er helt sikre på, at vi spiste frokost ved siden af Halle Berry 🙂 Folk der har set vores billedbevis tvivler, men det er uden grund.
Vores highlight i forhold til aftenoplevelse var vores besøg på en af de mange rooftop bars, der er på toppen af mange af de enorme bygninger, der ofte rummer hoteller. Vi var på Vertigo Bar, der ligger på toppen af Banyan Tree hotel nær Lumphini Parken. Uanset vi var der nær midnat, så var vejret på toppen udenfor i det fri på 61. etage super. Det var ret tjekket og sådan en fredag aften, hvor vi var der, da var der fyldt. Vi var ikke de eneste danskere. Prisen på drinks er ikke standard Bangkok-priser, men det var det held værd.
Vi var naturligvis også på marked, mens vi var i Bangkok. Vi besøgte Chatuchak Weekend Market, der er et kæmpe marked, hvor man kan købe alt i tekstiler, lokalt håndlavet kunst mv. På den anden side af vejen ligger det store grønt-marked, som vi også besøgte. Det er et must. Her får man indblik i et hav af de frugter og grøntsager, som vi aldrig ser i Danmark, og en del som vi måske ser, men som ikke har den samme farve og smag som her. Markederne her er en kontrast til de store shopping centre som vi besøgte på Rama 1 Road som Siam Discovery mfl. Når man er i de store centre, så virker det som om, at man er i et land med forbrugere, som ikke er meget anderledes end i Europa – og der er så ikke helt rigtigt 🙂
Vi besøgte også Chinatown. Det var spild af tid. Drop det. Det er rodet, fuldt af mennesker samlet om værdiløst plastik.
En enkelt aften var vi også oppe at spise i nærheden af Sukhumvit, hvor vi spiste på Prai Raya, igen en Bib Gourmand-restaurant. Det var nu ikke noget at anbefale. Området er flittigt besøgt af expats.
Vejret i Bangkok var fint sidst i januar. Det meste af tiden var det faktisk meget varmt.
Vi var ikke kun i Bangkok. Vi havde også 5 dage på en lille skøn ø, Koh Mook
i den sydøstlige del af Thailand. Mandag morgen fløj vi ca. 1,5 time syd på til lufthavnen Trang, hvorfra vi blev hentet af en af hotellets chauffører, der kørte os turen til kysten, der tog ca. 1 time. Mandag over middag blev vi sejlet 15 min med speedbåd fra fastlandet og direkte ud til vores hotel på Koh Mook, Sivalai Beach Resorthttp://www.komooksivalai.com/. Ankomsten til øen med de skønneste strande var super. Vi havde lejet en bungalow i første række til vandet. Vi gav 7.125 THB pr. nat inkl. morgenmad.
Øen indgår for mange i en række af øhop, hvor man typisk er på Koh Mook før eller efter et besøg på den større ø med nord, Koh Lanta, der nok er mere kendt. Koh Mook var perfekt til et besøg på 4 – 5 dage. Øen er ret lille, så ved et meget længere ophold, så vil man måske savne oplevelser.
Resort’et ligger helt ude på spidsen af den lille ø og med vand på begge sider og i gåafstand fra byen på øen. Det var et perfekt sted til afslapning, solbadning og badning i det krystal klare vand. Vi var dog ikke de eneste danskere, der havde fået øjnene op for stedet. Der var flere danske par og familier på ferie, der boede der. Nogle af rejsearrangørerne, som Stjernegård mfl. arrangerer turer dertil. Vi spiste som oftest frokost på resortet, mens vi spiste aftensmad i den hyggelige lille fiskerby, der lå mindre end 1 km fra resortet. Vi foretrak de restauranter, der lå helt ned til vandkanten. Vi besøgte et par stykker, men fandt vores klare favorit i Perfect Bar & Restaurant, som vi besøgte et par gange. De fleste hovedretter
kostede 100 – 120 Baths. Det var skønt at sidde med en drink og se solnedgangen og derefter indtage den enkle mad helt tæt på vandet og med udsigt til stjernehimlen. Naborestauranten, Sugar’s Coffee & Restaurant, der havde samme fine beliggenhed var også populær og fin.
Vi oplevede kortvarigt regn, men i det store og hele, så havde vi perfekt vejr under vores besøg.
Vi havde en enkelt dag, hvor vi havde lejet en båd med skípper – faren til
restauratøren på vores favoritrestaurant. Vi besøgte Emerald Cave. Der er tale om en grotte på næsten 100 meter, som leder ind til en lagune med sandstrand, palmer og efter sigende skjulte skatte. Lagunen kan man ikke besøge, uden at skulle igennem grotten. Man svømmer selv hele turen fra indgangen i havet indtil lagunen og den gemte sandstrand. Grotterne omfatter en række sving, så er det en oplevelse i sig selv, at komme frem til lagunen – hvor du vil opleve komplet mørke, på dele af turen. I forlængelse af besøget i Emerald Cave sejlede vi til Koh Kradan, hvor vi badede fra båden i det krystal klare vand og snorklede hen over koralrevet. Det var en rigtig fin dagstur. Den bør man ikke snyde sig selv for, når man er på øen.
Fredag formiddag forlod vi igen øen, og var retur i Bangkok sidst på eftermiddagen. Indenrigsflyvning i Thailand er meget billigt – en returflyvning mellem Bangkok og Trang kostede kun godt kr. 700.