Bari, Matera og Monopoli – Puglia og Basilicata, Italiens oversete perler!

Grotta Palazzese
Hotel Sextantio – værelse

Jeg har fra ægte Italien-fans flere gange hørt, at Puglia skulle være et af de skønneste områder i Italien. I slutningen af maj 2022 fik min hustru og jeg syn for sagen, og vi er enige!

Ryanair havde i foråret 2022 åbnet en direkte forbindelse fra Billund til Bari med to ugentlige afgange. Flytiderne var helt perfekte – ud fredag morgen kl. 9.30 og landing i Bari kl. 12, og hjem mandag k. 16.30. Det passede fint med en lidt forlænget Bededagsferie. Vi lejede en lille bil til at komme rundt. Baris lufthavn er ret overskuelig.

Matera

Fra en kollega havde jeg hørt, at Matera, byen hvor beboerne indtil efter 2. verdenskrig stadig boede i huler inde i klippevæggen, var en helt speciel oplevelse. Det er helt rigtigt. Byen er pga. sin helt særlige atmosfære kulisse til en række film bl.a. åbningsscenen til James Bond-filmen, No Time to Die. Byen indeholder en række fantastiske hoteller, men mest fantastisk af dem alle er Sextantio https://www.sextantio.it/legrottedellacivita/matera/ Det er et hotel med få værelser (16), som alle er huler ind i bjergsiden, hvor de lokale tidligere har boet. Morgenmaden blev indtaget i en lidt større hule. Det var en ganske dyr overnatning, men det var så også en helt ekstraordinær og stemningsfyldt oplevelse.

Sextantio – morgenmadsrestaurant

Vi tilbragte ca. 1 dag i byen, hvor vi også havde en lokal til at guide os rundt på engelsk via Matera City Tours https://www.facebook.com/MateraCityTour. Det kan godt anbefales. Det kostede EUR for 20 personer i godt et par timer. I centrum er der også en række Picasso skulpturer. Kørsel og parkering i byen er ret begrænset, så man skal hurtigt finde en central parkering og så blot lade bilen stå der. Det betød så lidt vandring med bagage til hotellet.

Alberobello

Fra Matera kørte vi til Alberobello, der er optaget på Unescos liste over verdenskulturarv på grund af sine helt specielle hvide runde trulli-huse med konisk tag. Centrum af byen var fuld af trulli-huse. Det var fint, men når man så har set og oplevet det, så skal man hurtigt videre. Byen er ekstremt turistet og uden samme charme som Matera.

Fra Matera kørte vi videre til vores slutdestination, hvor vi havde 2 overnatninger, nemlig Monopoli. Det er en rigtig charmerende og meget syditaliensk kystby.

Monopoli

Jeg havde for mange år siden læst om et lille hotel, der blev omtalt som et af Europas mest charmerende steder at overnatte, nemlig Locanda Don Ferrante https://www.donferrante.it/en/home/ Det var et super skønt lille hotel med små tilhørende bygninger med værelser tæt på selve hotellet. Desværre fik vi ikke et værelse i hovedbygningen. Vi fik en sen frokost på deres tagterrasse i skyggen under en parasol og med den skønneste udsigt over byen til den ene side og havet og havnen til den anden. Selve byen er skabt til la dolce vita – ren afslapning med at slentre rundt, drikke et køligt glas og lede efter den næste charmerende restaurant. Alt det lykkedes vi ret godt med. Vi fandt en skøn restaurant lidt trukket tilbage fra det mest turistede område – drevet af hustru og mand, der gerne ville tale, og med den lækreste mad My Wine https://www.mywineitaly.it/ Vi nåede ikke ud til byens ganske fine strand, som ligger i gåafstand fra centrum

Grotta Palazzese

Den anden aften tog vi til en helt magisk restaurant, som jeg også havde læst om på diverse rejsesites. Restauranten er primært kendt for sin beliggenhed, nemlig i en stor åben grotte der ligger lidt over havets overflade men helt ud til havet, hvor bølgerne banker med klipperne lige nedenfor. Det er en restaurant, der inviterer til masser af fotos – nogen vil nok kalde den Instagram-restaurant – men den kan meget mere end det.

Det drejer sig om Grotta Palazzese i Polignano a Mare https://www.grottapalazzese.it/en/info-conditions/ Det var en fantastisk oplevelse. Husk at booke langt tid i forvejen. Man kører til en parkeringsplads lidt udenfor centrum, hvor man så parkerer og bliver samlet op af restaurants shuttle taxaer, der kører jer direkte til restauranten. Det var ikke en billig middag, men heller ikke meget dyrt, hvis man sammenligner med de bedste danske restauranter.

Grotta Palazzese

Inden vi tog retur til lufthavnen nåede vi at gøre et stop i den gamle bydel af Bari. Det var endnu en sjov og charmerende oplevelse. Da vi vandrede rundt i de små snørklede gader rendte vi ind i hvad der vel bedst kan betegnes som et lille åbent gadekøkken – en mand, der fra sit private køkken ud til gaden tilbød en let og enkel 4-retters menu. Mere italiensk kunne det næppe blive. Med det billede på nethinden var vi klar til at flyve retur til Danmark.

Konklusionen er klar – vi har et genvalg til Puglia. Vi er klar på flere oplevelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.