I sommeren 2015 var vi i Cogne. Vi havde besluttet at holde en aktiv ferie i Aosta-dalen, hvor vi ville opleve bjergene og den gode lokale mad. Ferien i Italien kombinerede vi med, at efter selv at have været aktive, kørte vi til Frankrig for at se på andre, der var aktive, nemlig for at se en af kongeetaperne i årets Tour de France, hvor vi boede midt på Col du Galibier.
Vi fløj fra Hamburg til Geneve med Eurowings. I Geneve lejede vi en bil. Turen fra lufthavnen til Cogne via Mont Blanc-tunellen tog ca. 2 timer. Naturen er fantastisk hele vejen. Det er kun de sidste ca. 20 km, hvor man kører af lidt mindre veje.
Vi boede 4 nætter på et super dejligt hotel i Cogne, Bellevue Hotel & Spa, men der findes hoteller i alle kategorier. Alt liv i Cogne er om sommeren lagt an på aktivferie, hvor spørgsmålet ikke er om man vil vandre, men snarere niveauet af udfordringer ifm, vandringen. Der er en del hard core vandrere. Vi er på ingen måde øvede. Vi er helt nybegyndere, uden udstyr, som I også kan se på billederne, og uden overdreven træning.
Vi besøgte det lokale turistkontor og fik vejledning og kort til vores vandreture i området, Gran Pardiso. Vores første vandring gik til Rifugio Vittorio Sella. http://www.rifugiosella.com/index_e.asp
Starten var fra Valnontey i en højde på 1666 m blot 4 km fra Cogne. Vi vandrede så op, hvor opstigningen tog ca. 3 timer. For den ikke-øvede var det krævende, men overkommeligt, min hustru valgte dog at vende om ca. 1 time før vi var oppe. Helt oppe har man en helt fantastisk udsigt over bjergene. Refugiet man når op til har en lidt primitiv restaurant, hvor maden dog smager fantastisk 🙂 Man kan også overnatte her, og derved brug stedet som afsæt for yderligere vandring op i det mere krævende terræn. Det kunne være spændende, men ville dog være for krævende for utrænede som os. Efter en frokost, et hvil og efter at have nydt udsigten gik vi tilbage. Det gik noget stærkere.
Om aftenen spiste vi bl.a på http://www.louressignon.it/ og https://www.viamichelin.com/web/Restaurant/COGNE-11012-Bar_a_Fromage-131706-41102 En del af deres mad er meget præget af ost og i den lidt mere rustikke afdeling, men det smager dejligt. Den bedste restaurant var dog et sted, der ikke har nogen hjemmeside og som ligger et par Km inden man når til Cogne i den lille by, Cretaz. Stedet hedder Lou Bequet. Maden var perfekt og personalet var super søde.
En anden dagsvandring krævede, at vi kørte ca. 1 time til en anden del af Gran Pardiso. Målet var Rifugio Vittorio Emanuele II, der ligger i 2735 m højde og hvor stigningen op er ca. 750 m fra starten ved parkeringspladsen. http://www.rifugiovittorioemanuele.com/ Stedet her giver et endnu bedre indblik i forholdene for hard core vandrere. Stedet ligger lige i kanten af en gletscher. Igen er stedet udgangspunkt for folk, der vil prøve noget langt vildere, men her kan man så spise og overnatte, inden det går løs. Stigningen op til refugiet tager ca. 2,5 timer og er ca. ligeså krævende som den førstnævnte. Udsigten er igen helt fantastisk, og man forstår hvorfor folk er vilde med den friske bjergluft.
Andre vandreture, som vi prøvede, giver mulighed for at nå små søer og vandfald. Der er noget for enhver smag, hvis man har lyst til at være aktiv.
Det var en skøn natur og en god måde at være sammen på som familie. Når man vandrer og uden det bliver for krævende for nogen, så er der rig mulighed til at få talt sammen om stort og småt. Det kan varmt anbefales, hvis man har store børn, der er med på at være aktive.
Da vi forlod Cogne var slutmålet Col du Galibier i Frankrig, men på vejen ville vi gerne opleve Torino. Torino ligger ca. 2 timer fra Cogne. Det er en rigtig fin og smuk norditaliensk by.