I juli 2017 tilbragte vi 10 dage i Italien. Målet var den lille ø Ponza, der ligger godt 1 times sejlads fra fastlandet ud for Gaeta. Vi havde hørt fra Italiens-eksperter, at Ponza skulle være italienernes ferieparadis – en ø, der er væsentligt mindre end Ischia. Ponza skulle efter sigende have det mest klare vand af alle steder i Italien – det kan vi nu bekræfte 🙂
Ferieplanlægningen var foretaget i rigtig god tid med booking af hoteller og fly allerede i december 2016. Vi fløj til Rom, hvor vi havde booket på et lækkert boutique hotel, The Building. Hotellet var i 2016 ombygget fra at have været en kirke til nu at blive benyttet som hotel med alle faciliteter så som spa, pool, fitness mv. Formålet var blot at have en god overnatning i nærheden af banegården. Det formål blev til fulde opfyldt – og mere til.
Næste formiddag tog vi toget til den lille kystby Formia/Gaeta, der ligger 1 time syd for Rom. Vi havde booket 3 overnatninger med halvpension på et hotel, Villa Irlanda Grand Hotel der lå dejlig fredeligt med stort parkanlæg, egen fin badebro, liggestole mv. Værelserne var gode, forplejningen fin og servicen super. Hotellet ligger en smule afsides, så er ambitionen oplevelser, så er det nok en god ide at leje en bil. Vi havde til en start på ferien bare behov for at slappe af. Vi tilbragte det meste af tiden på liggestolene ved vandet, når vi ikke krøb i skyggen i løbet af eftermiddagen på en af de ganske udemærkede frokoststeder ved vandet.
Efter 3 dage tog vi en taxa til havnen i Formia, hvorfra der var en flyvebåd til Ponza med Laziomar http://www.laziomar.it/formia-ponza. Overfarten tog blot 1 time og 10 min. Allerede ca. kl. 11.00 ankom vi til den lille maleriske havn med mangefarvede huse i øens hovedby, Ponza.
På Ponza havde vi booket 5 overnatninger på http://www.hotelchiaiadiluna.com/ – et fantastisk dejligt hotel. Det er mit indtryk, at det er øens bedste. Det ligger højt over byen med en skøn udsigt over byen og ikke mindst havet på begge sider, men stadig kun 400 – 500 m fra centrum. Hotellets ejer er en meget karismatisk italiensk kvinde, der bød os hjerteligt velkommen, som man aldrig ville opleve det på et hotel i Nordeuropa. Det var altid muligt at få plads ved poolen, men ofte er man ude for at opleve det fantastiske vand, der omgiver Ponza og ikke mindst den lille ubeboede naboø, Palmarola. Bemærk dog at den strand, som man ser på hjemmesiden ikke er tilgængelig pga. af fare for nedstyrtende klipper.
I forbindelse med hotellet var der en udendørs smart loungebar, hvor man med en formidabel udsigt kunne nyde solnedgangen i selskab med ikke bare en del af hotellets gæster, men også en del af øens øvrige kvalitetsbevidste turister. Det var et hit hos vores medrejsende børn og kæreste, der nu er i alderen 19 – 25 år. Restauranten på hotellet var fin.
Hotellet er ikke billigt. Vi oplevede dog både her og på hotellet i Gaeta, at de opfordrede os til at rette direkte henvendelse til dem, når vi havde fundet de bedste priser via diverse søgemaskiner, for så ville de gerne give os en fin yderligere rabat. De betaler sædvanligvis mellem 15 og 22 % til søgemaskinerne for overnatninger booket via dem. Jeg forstod, at vi kunne forvente en rabat på ca. 10 %. Det er blot en generel interessant information!
En dagstur med båd er et must. Via hotellet fik vi booket en dagstur sammen med ca. 15 andre, hvor vi sejlede hele turen rundt om ikke bare Ponza men også Palmarola, og hvor vi gjorde stop 5 steder under vejs for at springe i og nyde det helt fantastisk krystalklar vand, og hvor vi under sejladsen kunne ligge og solbade. Det var skønt og rent faktisk ret billigt – 25 EUR pr. person, inklusiv en let pastafrokost med lokal hvidvin.
2 andre dage var vi på strande på Ponza, hhv. Frontone, hvor man blot tager en af de både, der sejler hver 20. min for 5 EUR t/r til stranden, og til Piscine Naturali – nogle naturlige bassiner på kysten ved Le Forna, hvor vi blot tog en lokal bus. Strandene er typisk ikke sandstrande, men ret stenede/klippeagtige, men med fantastisk vand.
Vi er vilde med at spise italiensk, så vi prøvede naturligvis en række steder både til frokost og aften – vi spiste særligt fisk. Stederne har ingen hjemmesider.
Vi havde kun en enkelt negativ oplevelse, hvor vi oplevede, at vi blev taget grundigt ved næsen på et ellers fint beliggende sted ved havnen med en super udsigt og en meget serviceminded tjener, Ristorante Gennarino A Mare. Don’t go there!
Vi kan i stedet til frokost anbefale Da Antonio – Il Rifugio dei Naviganti, der ligger helt nede på kajkanten af havnen med fin udsigt til livet i havnen og byen.
Til aften kan vi særligt anbefale et hit – også hos alle italienerne – så det kræver reservation, Pazzaria, i nabobyen Santa Maria, der blot ligger 800 m fra Ponza-by og gennem to tunneller. Det passer fint til en kort gåtur inden aftensmaden. Er man til pizza kan de også levere det. Vi fik stedet anbefalet af et dansk/italiensk ægtepar, der er kommet på Ponza i 30 år. Det var et godt tip, så vi spiste der to aftener. Den første aften måtte vi dog vente til kl. 22, da vi ikke havde reservation! Prøv det – og det er ikke dyrt.
En anden aften spiste vi på et sted ca. 2 – 3 km fra byen, A Casa di Assunta. Det var også fint med en beliggenhed oppe i bjergene over Ponza-by, så med en fremragende panoramaudsigt og fin og reel mad til ganske rimelig pris.
Ponza er skønt, det er helt bestemt et besøg værd. Det er småt men godt på den gode måde – og meget italiensk, som vi godt kan lide det. Der er næsten kun italienske turister. Da vi tjekkede ud efter 5 dage var vi dog også enige om, at 5 dage var meget passende. Vi vil som oftest gerne andet end ren afslapning, når vi holder ferie. Vi følte, at vi havde nået at se det meste af det vi skulle se på øen.
Da vi skulle retur til fastlandet tog vi færgen fra Ponza til Anzio, http://www.vetor.it/news/02_ANZIO-PONZA_Orari_e_Tarifffe_Giugno-Luglio_2017.pdf. Fra havnen i Anzio tog vi en taxa direkte til vores hotel i Rom. Det kostede kun 100 EUR. Så havde vi bedre tid til at opleve Rom, inden vi den følgende eftermiddag skulle flyve retur til dansk sommerregn 🙁
Vi boede denne gang på et rigtig fint hotel med en super beliggenhed 75 m fra Trevi Fontænen, http://www.trevipalace.com/.
I Rom fik vi set en række af de steder, som man skal se i Rom, Den Spanske Trappe, Pizza Navona, Trevi Fontænen mv. Vi fik dog også to oplevelser, der ikke indgår i de fleste standardbesøg i Rom.
Den ene var et gensyn med den familie-drevne restaurant, http://www.trattoriaderpallaro.it/ , der ligger fredeligt, men dog meget tæt på Campo dei Fiori. Der er en menu, dagens, der bliver serveret for alle, nemlig en 4-retters menu med antipasta, pasta, hovedret og dessert med tilhørende husets vin samt vand ad libitum. Det er en fantastisk kulturoplevelse med den gamle mamma, der stadig arbejder i køkkenet – hun er vist over 80 år – men kigger ind og tjekker, at alle er tilfredse. Det er skønt! Prisen er chokerende lav – 25 EUR pr. person.
Det andet var et mekka for alle, der blot i en eller anden udstrækning er begejstret for italiensk madkultur, nemlig Eataly https://www.eataly.net/it_it/negozi/roma . En meget lille lillesøster findes, som nogen vil vide, i kælderen i Illums, men her i Rom er det alt i mad og tilbehør i 4 etager over 16.000 m2. Vi fik både købt og smagt lidt. Det var super – også når termometeret udenfor viste 35 C.
Vild med Italien – ja da. Italien har bare det bedste af alt – vi glæder os allerede til at skulle på yderligere opdagelser i Italien 🙂